Corona eller ej: Du kan stadig ikke lære nogen noget!

ONLINE UNDERVISNING? Der skal tænkes nyt! Vi skal have det tekniske til at fungere. Og vi skal have noget nærvær med så vi kan mærke hinanden, bare lidt. Og vi skal også have noget involvering så deltagerne i hvert fald ikke falder i søvn. Og så er vi ellers ved at være kørende!?

Men hov, hvad med LÆRINGEN – og EFFEKTEN? Altså deltagernes udbytte og deres brug af det lærte, hvad med det? Det er der ikke så meget fokus på – endnu – men det er vel ambitionen om at skabe læring og effekt der overhovedet begrunder at vi underviser online. Det er selvsagt helt fundamentalt at der er styr på teknik, nærvær og involvering. Men når det ellers begynder at være på plads, så er det tid til at vi forholder os til det læringsmæssige. Tid til at vi fokuserer på hvordan vi – online – skaber så meget læring og effekt som overhovedet muligt. Faremomentet ved et online forløb er at det let bliver mere styret og monologisk end i live-versionen – og det er gift for læringen.

Selv om undervisning, møder m.v. foregår online, så tilegner vi os stadig viden og færdigheder på samme måde som altid. Vi ved at læring er en AKTIV PROCES i den enkelte. Det er når den lærende aktivt arbejder med stoffet at der finder læring sted. Det er ikke tilstrækkeligt blot at få noget at vide. Der skal mere til end det. Populært sagt så skal vi som deltagere, hver især lægge vores eget læringsmæssige puslespil. Man kan også sige det på en anden måde: Som undervisere og mødeledere kan vi ikke lære nogen noget! Det vi kan gøre, er at give deltagerne rammer (iscenesætte læreprocesser) hvor de kan arbejde aktivt med stoffet, for læringen foregår stadig inde i hovedet og kroppen på den lærende, og vi skyder os selv i foden hvis vi ikke tager bestik af det.

Det med INVOLVERINGEN er derfor helt centralt. Nogle gange kan det næsten lyde som om selve formålet med at involvere online, er at deltagerne ikke falder i søvn eller switcher over på andre medier. ’Involvering som det eksotiske krydderi der pirrer smagsløgene’, kunne man fristes til at kalde det. Og så er vi læringsmæssigt set helt på afveje. Når vi nu ved at læring er en aktiv proces, så er kunsten selvsagt at bruge involveringen til at lade deltagerne reflektere over og løse opgaver i f. t. ESSENSEN af det de skal lære. Så mit bud er, tænk involveringen som det der skal bære den faglige tyngde i undervisningen i samspil med korte oplæg fra din side. Og gerne involvering først og oplæg bagefter, altså induktivt tilrettelagt.

Veltilrettelagt involvering giver deltagerne mulighed for at arbejde med det der fagligt set gør forskellen og få en oplevelse af at lykkes, af at tage de læringsmæssige skridt det hele handler om og mærke den spirende succes. Det sidste er helt afgørende i forhold til at indgyde deltagerne tro på at de vil lykkes med at anvende det lærte i deres praksis.

Så er der det med NÆRVÆRET, det er selvsagt vigtigt og her er vi udfordret online. Som i tilstedeværelsesundervisning er det en rigtig god idé at ’investere’ i straks fra starten at etablere kontakt og gøre sig umage med at ’vise’ sit nærvær, endog ekstra meget online. Men det springende punkt er at gøre den faglige vinkling mega vedkommende. Hvis du rammer RELEVANS og LÆRINGSBEHOV lige i bullseye så er du rigtig langt i forhold til at fange og fastholde deltagernes opmærksomhed og engagement. Det kræver noget forarbejde, så der bliver fokus på det deltagerne har brug for at lære, fremfor det du ønsker at formidle til dem. Det er det vi kalder ’deltagerorientering’ og det er ikke blevet mindre vigtigt af at vi er gået online, tværtimod.

 

Her er noget af det vi kan gøre for at sætte deltagernes læring i centrum i selve undervisningen …

  • Give OVERBLIK over hvad der skal ske og give deltagerne mulighed for at forholde sig til hvilket UDBYTTE de ønsker at opnå
  • I formidlingsdelen fokusere knivskarpt på essensen med velplanlagte EKSEMPLER og ILLUSTRATIONER der hjælper deltagerne med at stille skarpt på pointerne, og så i øvrigt droppe alt det ’næst vigtigste’
  • Lave hyppige ÅNDEHULLER, hvor vi giver deltagerne mulighed for at gøre status over hvad de har hæftet sig ved og mulighed for at sige det højt
  • Stille SPØRGSMÅL lige i hjertet af det deltagerne skal tilegne sig, spørgsmål der sætter refleksion i gang, spørgsmål der inspirerer og udfordrer til at tage det næste forståelsesmæssige skridt, og så give deltagerne mulighed for at arbejde med disse spørgsmål fx i breakout rooms
  • Formulere OPGAVER og CASES hvor deltagerne, gerne gruppevis, får mulighed for at arbejde med eller måske ligefrem træne essensen af det de skal lære
  • SAMLE GRUNDIGT OP på alle involveringer (spørgsmål, opgaver mv.), så oplevelse bliver til forståelse og skridt for skridt nye handlekompetencer
  • Lade deltagerne GØRE STATUS over deres udbytte og hvad de ser som deres NÆSTE SKRIDT