Om kunsten at spille efter gehør som underviser og skabe dynamiske læreprocesser på deltagernes præmisser + 6 ”værktøjer” til rent faktisk at lykkes med det!
Jeg husker fra dengang hvor teatersport (improvisationsteater) var min helt store interesse (som rendyrket amatør). Vi havde en professionel skuespiller som instruktør. Han sagde, at kunsten var at turde gå på scenen og være kedelig! Være KEDELIG! Jeg troede jeg skulle være sjov, være underholdende, være genial! At jeg skulle præstere, at jeg skulle gå på scenen med en fed idé. Hold kæft hvor var det angstprovokerende. Jeg skulle gå på scenen uden den mindste idé om hvad der skulle ske, uden en plan, uden en replik. Jeg skulle være ”nøgen” og fuldt tilstede og så gribe mulighederne i situationen, gribe det der måtte komme. Det skulle de andre også. Men vi skulle ikke bare komme væltende, vi skulle være max lydhøre overfor hinanden og situationen.
Det mest forbløffende: Det virkede! Ikke hver gang, nogle gange kom vi ikke rigtig i gang, men det var dér de idéer, der virkelig kunne bære en scene, kom, dér det blev ”autentisk”, dér vi formåede at være fuldt tilstede og i stand til at gribe hinandens idéer, dér samspillet virkelig var oppe at ringe. Og det føltes aldeles euforisk, når det lykkedes. Og jo mere vi trænede, trænede i at give slip og være tilstede, jo oftere lykkedes det. Angstprovokerende ad helvede til, og så meget mere givende!
Kan du se parallellen til undervisning? Eller ledelse for den sags skyld?
Underviseren som fødselshjælper
Som undervisere er vores fornemste opgave at hjælpe deltagerne til at lære. Vi skal være fødselshjælpere. Vi kommer med vores faglige og pædagogiske ballast, men det er deltagerne det drejer sig om, det er for deres skyld, at vi underviser. Hvis vi for alvor skal hjælpe dem, så skal vi kunne give slip på kontrollen og møde dem dér, hvor de er. Ikke hele tiden. Vi skal selvsagt have en plan. Vi skal sætte en retning, sætte en ramme op omkring deltagernes arbejde. Men så skal vi ellers, i sekundet, være klar til gribe de situationer der opstår. Være klar til at lægge planen fra os og stille os selv og vores viden til rådighed for deltagerne (men uden at vælte den ud over dem).
Forestil dig, at vi var udstyret med sådan en ”on-off” knap. En on-off knap i forhold til styring og kontrol. At vi i situationen kunne sætte styringen på ”off”, rette vores fulde opmærksomhed mod deltagerne og de læringsmuligheder der opstår, og spille efter gehør. Uden krampagtigt at tænke, ”hvad er næste skridt”, ”hvordan kommer jeg tilbage til planen” etc. Turde være fuldt tilstede, som var det teatersport, og navigere efter det, der sker. Når tiden er inde ville vi så kunne trykke på ”on” og koble tilbage til det vi kom fra.
Når undervisningen rykker deltagerne
Undervisning går jo ud på, at deltagerne skal ”flytte sig”, de skal lære noget, gøre noget nyt. Men rent logisk, så er der ingen, selv ikke de dygtigste deltagere, der kan flytte sig fra andre steder end derfra, hvor de står (tyg lige på den, den er svær at argumentere imod, ikke sandt?). En helt grundlæggende opgave for os som undervisere, er derfor at møde folk dér, hvor de er og hjælpe dem videre derfra. Det fordrer, at vi slipper kontrollen!
Hvis vi skal have deltagerne til at flytte sig, så skal vi ikke bare møde dem dér, hvor de er, vi skal nok så meget have dem til at arbejde videre derfra hvor de er, de skal involveres og udfordres. Men når vi gør det, så kan vi jo ikke helt vide, hvad der sker, hvordan de reagerer, hvilke skridt de har brug for at tage etc. En del undervisere føler tydeligt ubehag ved det, lægger eksempelvis deltagerne ord i munden i forsøget på at kontrollere udkommet, glider af og går videre i teksten osv. De er angste for at miste fodfæste, blot i et sekund. Herved bliver undervisningen kejtet, udynamisk og hele tiden på underviserens præmisser. Se det for dig; det er ærlig talt ikke her undervisningen rykker. Meget bedre ville være at slippe den stramme styring, forsøge at leve sig ind i deltagernes situation og udfordre dem herudfra. Hvis vi skal have deltagerne til at lykkes med at flytte sig, så gør vi det bedst, hvis vi selv er bevægelige. Og vi har stadig masser af værktøjer til at navigere i situationen og bevare fokus og overblik.
Det er deltagerne der skal arbejde i din undervisning!
At styre på en anden måde
Jeg ved selvsagt ikke nøjagtigt, hvad jeg får retur, når jeg involverer deltagerne, men jeg sætter stadig kursen med den ramme jeg sætter omkring involveringen og med de spørgsmål jeg stiller til deltagerne. Så nok så meget handler det med at slippe kontrollen om at opgive forestillingen om, at jeg i detaljen kan kontrollere deltagernes læring, og i stedet fokusere på at iscenesætte deltagernes arbejde med stoffet, og så spille efter gehør i forhold til det deltagerne byder ind med. At se sig selv som facilitator for deltagernes læreproces.
Det drejer sig faktisk ikke om at styre mindre, men om at styre på en anden måde, at styre efter det, der foregår i rummet, blandt deltagerne, i stedet for efter det der foregår i mit eget hoved. Hvis du tør, for alvor, at slippe kontrollen, blot momentvis, så vil du opleve, at det frisætter energi for dig som underviser, idet du kun behøver at forholde dig til det der sker i nu’et. Du vil formentlig opleve at processen bliver langt sjovere og mere levende og dynamisk, og langt mere engagerende og givende for deltagerne. Men det kommer selvfølgelig ikke af sig selv. Det kræver mod og overskud, en portion selvtillid, at du formår at være i kontakt med deltagerne, at I har bygget en gensidig tillid op, at du kender dig selv, og at du beslutter dig for at ville det. Og at du øver dig! Men, tro mig, det er her guldet ligger!
6 værktøjer når du slipper kontrollen
Her får du 6 ”værktøjer” til at slippe godt afsted med at slippe kontrollen. 6 værktøjer som du kan øve dig i at bruge og som giver dig noget at falde tilbage på. Så du ikke på nogen måde er ”nøgen”, når du slipper kontrollen.
- Mål- og pointefokus.
Grundlaget for at slippe kontrollen og spille efter gehør, lægger du i din planlægning, ved at du giver dig selv en hensigtsmæssig bane at spille på. Ved at planlægge mål- og pointefokuseret, kan du på en gang styre efter målene og pointerne, og samtidig være lydhør overfor deltagernes bidrag. Det giver dig muligheden for i situationen at vælge; fx bytte om på rækkefølgen af dine pointer, eller behandle den enkelte pointe på en anden måde, evt. ved brug af en anden metode, hvis du bedst kan imødekomme deltagernes behov på den måde. Hvis du havde planlagt på den klassiske måde, delemne for delemne, punkt for punkt, minut for minut, ville det være meget vanskeligere at være lydhør over for deltagerne, for hvordan skulle du så nå det hele og hvordan skulle du så komme tilbage på sporet. Målene og pointerne gør, at både du og deltagerne kan fokusere på det væsentlige. - Iscenesættelse.
Et andet afgørende aspekt af din planlægning er den måde du iscenesætter deltagernes læringsarbejde. Ikke mindst dine valg af undervisningsmetoder. Hvis du fra starten involverer og udfordrer deltagerne, fx med opgaver, øvelser, cases, rollespil m.v., så giver du deltagerne en bane at folde sig ud på og dig selv noget at spille efter gehør i forhold til. Hvis du også lader deltagerne gøre brug af det fysiske rum, så de ikke bare stationært bliver siddende i hesteskoen, så skaber du bevægelse i undervisningen, også på det mentale plan. Visuelt kan du understøtte processerne ved fx at være omhyggelig med at skrive deltagernes bidrag på flipover og dermed både give status til og fastholde bidragene, og på den måde gøre dem til fokuspunkter i undervisningen. - Spørgeteknik
Det gode spørgsmål er ofte det, der åbner ballet. Vel at mærke et du stiller (eller et du smider tilbage til deltagerne), et der udfordrer og tvinger deltagerne ud i nye tankebaner, fx et såkaldt perspektivskiftende spørgsmål. Sådan en åbning kan planlægges, og herfra er kunsten så at slippe kontrollen, lytte, følge op med uddybende spørgsmål og være fødselshjælper for deltagernes refleksioner. Ofte kan en sådan proces være langt mere givende end lange oplæg fra din side, men det kræver, at du i processen ser dig selv som facilitator med fokus på at hjælpe deltagernes nye erkendelser på vej, også dér, hvor det ikke umiddelbart matcher din forforståelse. Husk, dine deltagere kan ikke flytte sig fra andre steder end derfra hvor de står! - Nærvær (udad og indad)
Nærvær handler om at være fuldt tilstede og lukke alt andet ude, om at holde fokus på og virkelig lytte til deltagerne. ”Luk op for den indgående kommunikation” som vi siger på teatersportsk! At du har roen til alene at være optaget af det, der sker lige omkring dig. Forudsætningen for det er, at du også har kontakt indad – til dig selv. At du er bevidst om din rolle i situationen, om hvordan du bruger dig selv, om hvornår du skruer op og ned for dig selv. At du samtidig med, at du er optaget af situationen, også er opmærksom på din egen indre dialog; hvad er mulighederne her, hvordan understøtter jeg det bedst, er det produktivt og frugtbart eller er vi på vej ud af en tangent eller i tomgang. Uden nærvær giver det ingen mening at slippe kontrollen! - ”Ja-fokus”
Det der gør teatersport muligt på scenen er, at skuespillerne ”siger ja” til hinanden, at de har fuldt fokus på at fange og gå med på hinandens udspil, at de bestræber sig på at ”gøre hinanden gode”, at de fokuserer på mulighederne i situationen. Det er basis i at slippe kontrollen. Også i undervisning. Det handler om mental indstilling. At du fokuserer på kvaliteterne og mulighederne og går efter at bygge videre herudfra. Det er her mennesker lærer og udvikler sig. Så læg din indre fejlfinder på hylden! - Nonverbal kommunikation
At ”sige ja” er ikke mindst et spørgsmål om din nonverbale kommunikation, at du siger ja med krop og stemme, at du viser din interesse og nysgerrighed, at du signalerer, at du understøtter det, der er på vej til at blive ”født”. At du viser, at du er rolig og tilstede og retter din fulde opmærksomhed mod deltagerne. Det er derfor vigtigt, at du gør, hvad du kan for at føle dig godt tilpas i situationen, og at du er bevidst om, hvordan du bruger rummet, hvordan du placerer dig i forhold til deltagerne. At slippe kontrollen er jo ikke noget der sker ved et uheld, det er en ønsket tilstand!
Effektiv undervisning? 5 elementer der gør forskellen!
Vil du gøre forskellen?
Vi ved, at underviserens person betyder rigtig meget for deltagernes udbytte. Evnen til at slippe kontrollen og spille efter gehør er måske den vigtigste enkeltfaktor her. Det er forskellen mellem den levende, fleksible og nærværende underviser og den lidt stive, korrekte og distancerede underviser. Det gør en verden til forskel i forhold til deltagernes oplevelse og udbytte. Det er her guldet ligger og glimter.
Gå efter det, der ligger oceaner af muligheder her – først og fremmest for at styrke deltagernes læreprocesser, men også for at du udvikler dig som underviser.
Og hvis du er blevet nysgerrig og gerne vil videre ad denne vej, så kontakt mig. At slippe kontrollen og spille efter gehør kan i høj grad trænes, og både du og dine deltagere vil hurtigt opleve forskellen!