Er du også træt af ’ja-hatten’, men varm tilhænger af at ’sige ja’?

 

Der er ikke noget så befriende som at være i selskab med en ’ja-siger’. Et menneske der af natur ser muligheder, griber bolde, er nysgerrig, går med, og i det hele taget skaber god energi omkring sig. Omvendt med en ’nej-siger’. Et menneske der straks ser bekymringer og begrænsninger. Her falder bolden tungt til jorden. Mon ikke du kender begge typer?

Dermed ikke sagt at man bare kan vælge at ’sige ja’. Så let er det ikke. De fleste af os er bærere af en række instinktive reaktionsmønstre, hvor ’nej’erne’ ofte kommer pr. refleks, fx når vi bliver overraskede eller ikke kan overskue konsekvenserne i en situation. Så at være en dygtig ’ja-siger’ kræver bevidsthed, det kræver at man kender sine egne mønstre, og det kræver ikke mindst træning. Træning i at få ’ja’et’ frem på tungespidsen!

At ’sige ja’ er et begreb fra impro-teateret, ja det er sådan set fundamentet for at improvisere – og dermed virkeligt spille sammen. Forudsætningen for at improvisere og spille sammen er, at vi går med på hinandens udspil. Og det gælder både når vi spiller teater og i al øvrigt menneskeligt samkvem. Omvendt, jo mere vi siger nej, desto mere går samspillet i stå.

Og så kommer ’ja-hatten’ pludselig flyvende ind fra højre. Og stadfæster ja’et og ophøjer det til (moralsk) lov! Kan det blive større? Ja, det kan det så godt! Faktisk er der vel snarere tale om et historisk lavpunkt. For når ja’et bliver et diktat og den højeste lov, hvad er det så værd? Intet! Det er manipulation og det er fordummende. Og den naturlige modreaktion er ’nej-hatten’, og så er vi slået tilbage til start.

 

At ’sige ja’ er …

  • At se og fokusere på mulighederne i en situation
  • At bygge op og kvalificere, lægge til, men ikke lave om
  • At gå med, at turde slippe kontrollen for en stund og spille efter gehør
  • At turde bygge en relation op på den andens præmisser
  • At være med til at skabe nyt (ikke blot reproducere det der allerede findes)
  • For alvor at være tilstede i nu’et
  • Og det er nok så meget en kropslig attitude i splitsekundet, hvor samspillet udspiller sig, og en grundlæggende intention, mere end ’blot’ et verbalt ’ja’

 

At ’sige ja’ bygger på at jeg kan sige ’nej’ (sige fra)

  • Hvis jeg ikke kan sige nej, bliver ja’et et diktat og så er det værdiløst, ja skadeligt
  • Så jeg skal kende mine grænser for at være en dygtig ja-siger
  • Hvis jeg ikke kender mine grænser, risikerer jeg enten at blive løbet over ende eller, at sige alt for meget nej, for en sikkerheds skyld
  • Kunsten er at være så tilpas sikker på sine grænser, at jeg ikke behøver at sige nej ret tit – og at formå at sige nej med en ’ja-attitude’
  • Et nej kan i sig selv være et meget markant signal, så hvis det bliver betonet for meget, kommer det let til at ’runge’ – og så bliver det til et ’nej med nej på’
  • Det er en særlig kunst at formå at bruge sine (helt reelle) bekymringer og forbehold til at kvalificere og skabe refleksion, i stedet for blot at skyde ned

 

’Ja-hatten’ er et kæmpe misfoster i denne sammenhæng: ”Du skal tage ja-hatten på når du går på arbejde, være positiv og imødekommende, glemme dine bekymringer og forbehold, og møde op med et stort smil”. Det bliver manipulation og et diktat. Du har ikke noget valg. Hvis du ikke gør det, er du nærmest et ringere menneske. Det er ærlig talt helt urimeligt og svært fordummende. Og det er meget forståeligt at der kommer en modreaktion.

’Nej-hatten’ går så helt forudsigeligt i den modsatte grøft. Okay, det kan være en nødvendig strategi i en ’på med ja-hatten kultur’, men det er grundlæggende en defensiv strategi og dræbende for enhver dynamik.

Den bedste indgang til et dynamisk og udviklende samspil er, at vi gør os umage med at møde hinanden med et ’ja’. Men et villet og bevidst ’ja’, der bygger på at vi kunne sige ’nej’. Næste skridt er at vi bestræber os på at ’gøre hinanden gode’. Det handler næste uges artikel om i denne lille mini-serie.

 

Teambuilding/ Samspil på arbejdspladsen

 

Ledelse med medarbejderne i centrum