Deltagerne i centrum – undervisning der virker!
Og få mere at vide
Workshops og træningsforløb for undervisere og uddannelsesansvarlige: Sæt deltagerne i centrum og få succes med jeres undervisning.
Når undervisning virker
Se det for dig: Deltagerne smøger ærmerne op og arbejder engageret og fokuseret i deres bestræbelse på at tilegne sig stoffet og nå målene, hele tiden med et øje på anvendelsen i deres praksis. Undervisningen består i høj grad af opgaver og øvelser, som integrerer handlinger og forståelse, og som giver deltagerne en bane, hvor de kan træne ’essensen der gør forskellen’ i forhold til brug af det lærte. Underviseren faciliterer processen, med fokus på deltagernes læring, og supplerer efter behov med kvalificerende viden (teoretiske perspektiver, fremgangsmåder, regler og retningslinjer etc.), i form af korte oplæg. Underviseren bestræber sig hele tiden på at udfordre deltagerne i passende grad og på at hjælpe deltagerne med at lykkes.
Inden undervisningen bliver undervisningsmålene formuleret med fokus på deltagernes anvendelse af det lærte i praksis. Og opfølgningen på undervisningen planlægges, så deltagerne sikres gode betingelser for at lykkes med at anvende det lærte.
Deltagerne drøfter intentionerne med deres deltagelse med deres ledere og varmer op med den første helt simple opgave.
Efter undervisningen får deltagerne den nødvendige støtte til at implementere det lærte i deres praksis og der følges op i forhold til undervisningens effekt.
Resultatet er aldrig givet, men vi har givet deltagerne optimale betingelser for at lykkes med at bringe det lærte i spil i praksis – og arbejdspladsen de bedste muligheder for at opnå den ønskede værdi af alle de investerede kræfter.
Sådan foregår undervisning desværre ikke altid …
Ofte giver undervisning slet ikke den effekt man kunne ønske sig. Det er dokumenteret mange gange. Underviseren er i centrum, underviseren deler ud af sin faglighed. Deltagerne stiller spørgsmål til underviseren – og får ind imellem små åndehuller i form af stramt styrede opgaver i det gennemgåede stof. Og deltagerne går så hjem og gør som de plejer …
Kan du genkende det?
Undervisning er for deltagernes skyld
Undervisning er for deltagernes skyld! Og for deltagernes arbejdsplads skyld! Det er deltagerne der skal lære noget og deltagerne der skal bruge det lærte i deres praksis. Til gavn for dem selv og til gavn for deres arbejdsplads.
Derfor skal deltagerne – og deres praksis – i centrum og undervisning skal være på deltagernes præmisser. Og derfor er underviserens opgave at skabe læreprocesser og stille sin faglige viden og kunnen til rådighed for deltagerne.
Deltagernes tilegnelse af viden og færdigheder er omdrejningspunktet for al god undervisning og underviserens ’performance’ er ikke et mål i sig selv.
Vi kan få langt større effekt af undervisning, hvis vi grundlæggende erkender at undervisning er for deltagernes skyld og i konsekvens heraf – systematisk – sætter deltagerne i centrum for undervisning.
Deltagerne i centrum – workshops og træningsforløb (’Train the Trainer’)
Hvis I er nysgerrige eller er klar til at tage det næste skridt, så kontakt mig. I første omgang for en omgang uforpligtende sparring, og hvis det giver mod på mere, så skræddersyr jeg alt fra korte workshops til længere praksisnære træningsforløb, i samspil med jer, og ud fra jeres situation og behov.
”Fra fokus på underviserens formidling til fokus på deltagernes tilegnelse”
'Effektiv undervisning'
I 2017 har jeg udgivet bogen “Effektiv undervisning – En håndbog for dig, der underviser som en del af dit job” på Akademisk Forlag.
Bogen bygger på mange års erfaring med at træne fagpersoner i at undervise og bruges som grundbog på voksenpædagogiske kurser.
Eksempler på forløb
Formål: At træne underviserne i at skabe størst mulig læring og effekt med deres undervisning.
Forløb:
- ½ dags introduktion til ’undervisning med deltagerne i centrum’
- Parvis online-sparring på planlægning af øvelse til træningsdag
- Træningsdag, hvor alle i par gennemførte undervisningsøvelse med feedback
Formål: At klæde superbrugerne på til at tilrettelægge værdiskabende læreprocesser for deres kolleger.
Forløb: 6 parallelle hold
- Modul 1: ½ dags introduktion til ’undervisning med deltagerne i centrum’
- Modul 2: Sparring på planlægning af øvelse til træningsdag
- Modul 3: Træningsdag, hvor alle gennemførte undervisningsøvelse med feedback
Formål: At træne faglige nøglepersoner i at kunne varetage et bredt spænd af undervisningsopgaver.
Forløb:
- 3 kursusmoduler med stort fokus på undervisningstræning
- Praksisrelateret planlægningsopgave med løbende sparring
- Supervision af undervisning i egen praksis
- Eksamen med udgangspunkt i en undervisningsøvelse